Det Psykiatriske Ankenævn, blev oprettet som selvstændigt nævn 1. januar 2011.
Ankenævnet er ankeinstans for afgørelser, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn. Det er afgørelser om blandt andet tvangsbehandling, indgivelse af beroligende middel med magt og anvendelse af fysisk magt.
Denne vejledning er en introduktion til arbejdet som ny sagkyndig hos Det Psykiatriske Ankenævn. Har kan du læse om din opgave og om sagsbehandling i nævnet og sekretariatet.
Sagen indeholder følgende materiale:
Lægebrevet indeholder en kort beskrivelse af de enkelte tvangsindgreb, der er klaget over. Der vil være angivet oplysninger om tidspunkt for påbegyndelse af motivation samt tidspunkt for beslutning om tvangsbehandling. Der kan desuden være væsentlige oplysninger om eksempelvis præparat og dosis.
Den juridiske sagsbehandler har lavet spørgsmål med udgangspunkt i et eller flere klagetemaer som eksempelvis:
Lægebrevet indeholder desuden den juridiske stillingtagen til tvangsindgrebet, eksempelvis for kort motivationstid.
Den medfølgende LægePDF indeholder:
En sagkyndigvurdering skal laves i skabelonen. Det sikrer, at vurderingen får det formelle udtryk, som et dokument i den offentlige forvaltning bør have. Derudover er det med til at sikre, at du får forholdt dig til de formelle oplysninger, som fx habilitet. Skabelonen har følgende indhold.
Du bedes angive, at sagens materiale er tilstrækkeligt, og at du er habil til at vurdere sagen.
Du kan læse mere om kriterier for habilitet, og hvad du gør, hvis du mangler materiale på denne side: Information til nye sagkyndige
Du bedes angive, om du er enig i Det Psykiatriske Ankenævns beskrivelse af behandlingsforløbet.
Du er velkommen til at supplere sagsfremstillingen, hvis du mener, der mangler noget væsentligt.
Du behøver ikke skrive din egen version af behandlingsforløbet, hvis du mener, at det væsentlige er indeholdt i Den Psykiatriske Ankenævns sagsfremstilling.
Din lægelige vurdering skal indeholde din besvarelse af alle de stillede spørgsmål. Du bedes angive spørgsmålenes nummer, men undlade at gengive selve spørgsmålene.
Det er vigtigt, at din lægelige vurdering indeholder tydelige og velbegrundede konklusioner, som den juridiske sagsbehandler kan bruge i afgørelsen.
Du skal udelukkende forholde dig til den del af behandlingen, der relaterer sig til tvangsindgrebet. Hvis der er forhold i patientens øvrige behandling, der giver anledning til bemærkninger, skal dette dog inddrages i vurderingen. Det kan eksempelvis være omkring medicin givet i døgnet op til tvangsmedicinering, som derved skal indregnes i patientens samlede dosering af lægemidlet eller i forhold til mulig interaktion med et andet lægemiddel.
Du bedes anvende Promedicin.dk, når du skal tage stilling til, om medicindoseringer var inden for vanlig dosering, og om anbefalede maksimale doser blev overholdt.
I de psykiatriske ankesager skal der ikke tages stilling til, hvorvidt journalføringen er fyldestgørende, eller om der kunne gives kritik i en eventuel klagesag. Ankenævnets afgørelse forholder sig udelukkende til tvangsindgrebet. Din sagkyndig vurdering skal derfor også kun tage stilling til dette spørgsmål.
Vi beder dig undlade at skrive i din vurdering, hvis du har kommentarer til fx sagsbehandlerens spørgsmål. I stedet beder vi dig sende en separat mail til sagens juridiske sagsbehandler med dine bemærkninger.
Vi beder dig lavet et tillæg til vurderingen i skabelonen, hvis du skal besvare supplerende spørgsmål fra den juridiske sagsbehandler. Du bedes således undlade at besvare spørgsmålene i en mail. Du behøver heller ikke udarbejde en helt ny vurdering men blot et tillæg til din oprindelige vurdering.
Din opgave er at vurdere det tvangsindgreb, som der er klaget over. Det gør du ved at besvare de spørgsmål, som er stillet i Lægebrevet.
Det er vigtigt, at din vurdering indeholder tydelige og velbegrundede konklusioner, som den juridiske sagsbehandler kan bruge i afgørelsen.
De sagkyndige, som besvarer psykiatriske ankesager, er speciallæger i psykiatri eller klinisk farmakologi. I nogle sager vil begge specialer blive inddraget
Lægebrevet indeholder en række spørgsmål. Spørgsmålene afhænger af, hvad der er behov for i den enkelte sag.
Vi gennemgår her vores standardspørgsmål og forklarer, hvad vi har brug for fra dig som sagkyndig.
Vores spørgsmål:
Var patienten sindssyg eller i en tilstand, der kan ligestilles hermed, på det tidspunkt, hvor der blev truffet beslutning om tvangsbehandling?
Det er en betingelse for at iværksætte tvangsbehandling, at patienten er sindssyg eller befinder sig i en tilstand, der kan ligestilles hermed, på tidspunktet hvor beslutningen om tvangsbehandlingen træffes.
Tidspunktet for beslutningen om tvangsbehandlingen har sagsbehandleren angivet i lægebrevet. Det er patientens tilstand på dette tidspunkt, du skal vurdere.
Angiv en kort, dansk forklaring af patientens sindssygdom på det tidspunkt, hvor der blev truffet beslutning om tvangsbehandling.
Det vi har brug for er, at du med udgangspunkt i kliniske begreber beskriver om patienten befandt sig i en psykotisk tilstand, og hvad denne tilstand især var præget af (fx vrangforestillinger om forfølgelse, religiøse vrangforestillinger, privat logik, manglende sygdomsindsigt m.v.). Det er vigtigt, at du giver eksempler, da vi som sagsbehandlere ikke selv kan udlede det af journalen.
Du bør anvende de begreber, der er anvendt i journalen, når det er muligt, men du må også gerne tolke på patientens opførsel og angive kliniske begreber for dette.
Du bedes oversætte de kliniske begreber, hvis de ikke er almindeligt anvendte i det danske sprog.
Vores spørgsmål:
Var det uforsvarligt ikke at tvangsbehandle patienten?
Det er en betingelse for at iværksætte tvangsbehandling, at det vil være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle patienten, fordi udsigten til helbredelse eller bedring af tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet, eller patienten er til væsentlig fare for sig selv eller andre.
Du bedes kort forklare årsagen til, hvis du vurderer, at det ville have været uforsvarligt ikke at tvangsbehandle patienten.
Hvis du modsat vurderer, at det ville have været forsvarligt at undlade at tvangsbehandle patienten, bedes du kort beskrive hvorfor.
Vores spørgsmål:
Var udstrækningen af betænkningstiden relevant og tilstrækkelig, herunder var der tale om en akut situation, hvor udsættelse af behandlingen ville være til fare for patientens liv eller helbred?
Det er en betingelse for at iværksætte tvangsbehandling, at patienten forud for beslutningen om tvangsbehandling har fået en passende betænkningstid, hvor patienten får lejlighed til at overveje sit eventuelle samtykke til behandlingen.
Sagsbehandleren vil under spørgsmålet have angivet udstrækningen af betænkningstiden. Der kan være juridiske forhold, der gør, at der skal vurderes en kortere betænkningstid end den, der er angivet i journalmaterialet, og det er derfor vigtigt, at du forholder dig til den betænkningstid, sagsbehandleren har angivet.
Det er en konkret vurdering, hvor lang betænkningstiden skal være, og lovteksten forhindrer ikke overlægen i at give patienten en kortere eller længere betænkningstid end tre dage.
Du skal imidlertid være opmærksom på, at ankenævnet har en fast praksis for, at en betænkningstid på mindre end 48 timer eller mere end 96 timer kræver en konkret begrundelse.
Det betyder, at der skal være tale om en akut situation, hvis betænkningstiden skal være kortere end 48 timer, og det skal fremgå af journalen, hvad denne begrundelse er.
Omvendt betyder det også, at der skal være særlige grunde, hvis betænkningstiden skal være længere ned 96 timer. Dette kan fx være, hvis overlægen har en begrundet forventning om, at patienten vil tage medicinen frivilligt.
Du skal vurdere, om den angivne udstrækning af betænkningstiden var relevant og tilstrækkelig.
I din vurdering skal du inddrage sygdommens alvorlighed og varighed, patientens ambivalens i forhold til behandlingstilbuddet, om den manglende medicinering vil kunne medføre anvendelse af andre former for tvang samt patientens forpinthed. Du må også gerne inddrage andre faktorer, hvis det er relevant.
Hvis du vurderer, at betænkningstiden var relevant og tilstrækkelig, uanset at den var kortere end 48 timer eller længere ned 96 timer, skal du angive hvorfor. Du skal samtidig også angive, om der i journalen er angivet en tilstrækkelig begrundelse.
Vores spørgsmål:
Var de besluttede præparater og doseringer sædvanlige?
Det er en betingelse for tvangsmedicinering, at der anvendes afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.
Sagsbehandleren vil i lægebrevet, have angivet de præparater og den dosis, der er truffet beslutning om. Det er vigtigt, at du gør opmærksom på, hvis du ikke er enig i denne angivelse af præparater og dosis.
Sundhedsministeren har i en bekendtgørelse fastslået, at afprøvede lægemidler er præparater, som er godkendt ved markedsføringstilladelse, og at ordinationen skal følge de retningslinjer, der er fastsat i forbindelse med udstedelse af markedsføringstilladelsen. Brug af ekstraordinært store doser må ikke finde sted.
Ankenævnet skal anvende pro.medicin.dk til at fastlægge, hvad der er sædvanlig og maksimal dosis. Det er besluttet af Sundhedsstyrelsen og Sundhedsministeriets departement.
Ankenævnet skelner mellem sædvanlig dosis og maksimal dosis:
Vi har brug for, at du vurderer, om de besluttede præparater og doseringer er sædvanlige, og vi har brug for, at du tager udgangspunkt i pro.medicin.dk.
Du skal indsætte det/de doseringsforslag fra pro.medicin.dk, der skal anvendes i den konkrete sag og oplyse årsagen til, at dette doseringsforslag skal anvendes. Det er således vigtigt, at du tager stilling til, om det er doseringsforslaget for fx mani eller skizofreni, der bør anvendes og hvorfor.
Hvis der ikke fremgår et relevant doseringsforslag på pro.medicin.dk, skal du tage stilling til, om et af de eksisterende doseringsforslag kan anvendes parallelt i den konkrete situation. Hvis det ikke er tilfældet, skal du foretage en konkret vurdering af, om den anvendte dosis kan opfattes som sædvanlig i det konkrete tilfælde. Vi har brug for en meget udførlig begrundelse i dette tilfælde.
Vi har desuden brug for, at du svarer på de underspørgsmål, som vi angiver i det konkrete lægebrev. Her er et eksempel på et spørgsmål vi stiller, hvis det er relevant.
Vores spørgsmål:
Var det acceptabelt, at der i den konkrete situation blev ordineret *[præparat og dosering], og er den usædvanlige dosis begrundet i journalen?
Sagsbehandlere stiller dette spørgsmål, hvis den ordinerede dosis er højere end den sædvanlige dosis, som sagsbehandleren kan se i dosisforslaget på pro.medicin.dk.
Hvis du ikke er enig i sagsbehandlerens observation, skal du angive det i din vurdering.
Hvis du er enig i sagsbehandlerens observation, skal du vurdere, om det i den konkrete situation var acceptabelt, at der blev ordineret en usædvanlig dosis. Du skal inddrage, om der er journalført en konkret begrundelse.
Hvis du vurderer, at den ordinerede dosis er højere end den dosis, der fremgår af dosisforslaget på pro.medicin.dk, men sagsbehandleren ikke har stillet dette spørgsmål, skal du inddrage det i din vurdering alligevel.
Vores spørgsmål:
Blev der taget tilstrækkeligt og relevant hensyn til patientens alder?
Patientens alder har ofte betydning for den sædvanlige dosis, hvorfor sagsbehandleren vil stille dette spørgsmål, hvis patienten var fyldt 65 år på tidspunktet for beslutningen om tvangsbehandling.
Vores spørgsmål:
Var det i den konkrete situation relevant at behandle patienten med Clozapin, herunder om andre anden generations antipsykotiske lægemidler var afprøvet i tilstrækkeligt omfang?
Clozapin er det eneste antipsykotiske lægemiddel, der har en markant bedre effekt sammenlignet med de øvrige markedsførte antipsykotiske lægemidler. Dette fremgår af Sundhedsstyrelsens nationale kliniske retningslinjer for behandling af patienter med skizofreni og komplekse behandlingsforløb fra 2015. Clozapin har imidlertid potentielt alvorlige bivirkninger og lægemidlet er derfor ikke anbefalet som førstevalgsbehandling. Behandling med Clozapin anbefales til patienter med skizofreni, der ikke har haft tilstrækkelig effekt efter behandling med mindst to anden generations antipsykotiske lægemidler i tilstrækkelig dosering og af tilstrækkelig varighed.
Det er ankenævnets opfattelse, at Clozapin kun kan anvendes til tvangsbehandling i særlige tilfælde, hvor der fx er tale om en svært psykotisk patient, og hvor mindst to andre antipsykotiske præparater har været forsøgt uden tilstrækkelig effekt.
Du skal med udgangspunkt i ovenstående vurdere, om det var relevant at behandle patienten med Clozapin, herunder om andre anden generations antipsykotiske lægemidler var afprøvet i tilstrækkeligt omfang.
Vores spørgsmål:
Var det relevant at iværksætte behandling med flere antipsykotiske lægemidler samtidig, herunder om Clozapin var afprøvet i tilstrækkeligt omfang?
Monoterapi med Clozapin skal altid forsøges inden polyfarmaci, hvis der ikke er kontraindikationer. Det skyldes, at der ikke er evidens for, at samtidig behandling med flere antipsykotiske lægemidler medfører bedre effekt. Derimod ser det ud til, at polyfarmaci medfører flere bivirkninger. Det er beskrevet i Sundhedsstyrelsens vejledning om behandling med antipsykotiske lægemidler til personer over 18 år med psykotiske lidelser
Polyfarmaci kan i enkelte og konkrete tilfælde være relevant til behandling af patienter, som ikke tåler Clozapin, hvor Clozapin ikke har haft den ønskede effekt, eller hvor der har været uacceptable bivirkninger til den hidtidige behandling.
Du skal med udgangspunkt i ovenstående vurdere, om det var relevant at iværksætte behandling med flere antipsykotiske lægemidler samtidig, herunder om Clozapin var afprøvet i tilstrækkeligt omfang.
Vores spørgsmål:
Var der særlige grunde til at ordinere depotbehandling som førstevalg, således at behandlingen med et depotpræparat i det konkrete tilfælde var udtryk for mindstemiddelprincippet?
Det er politisk bestemt, at depotpræparater i videst muligt omfang bør undgås og ikke må være begyndelsesbehandlingen ved tvangsbehandling. Tvang skal stå i rimeligt forhold til det, som søges opnået herved, hvorfor mindre indgribende foranstaltninger skal anvendes, hvis de er tilstrækkelige.
Det er nævnets praksis, at behandling med depotmedicin som udgangspunkt anses for den mest indgribende behandlingsform, hvorfor der skal være særlige grunde til stede for at vælge denne behandlingsform.
Du skal vurdere, om der i sagen foreligger særlige grunde til at ordinere depotbehandling, således at behandlingen med et depot præparat i det konkrete tilfælde er udtryk for mindstemiddelprincippet.
Hvis du vurderer, at der foreligger særlige grunde, skal du både beskrive grundene samt oplyse, om disse grunde fremgår af journalen.
Vores spørgsmål:
Blev der ved beslutningen om tvangsbehandling taget tilstrækkeligt og relevant hensyn til bivirkninger, herunder særligt de bivirkninger patienten har oplyst?
Patienten har enten på mødet i Det Psykiatriske Patientklagenævn eller i klagen til Det Psykiatriske Ankenævn oplyst, at han/hun oplever bivirkninger ved et eller flere præparater i behandlingen.
Du bedes angive de mest almindelige bivirkninger ved behandling med præparatet.
Angiv hvilke af de almindelige bivirkninger, der er relevante i forhold til det af patienten oplyste. Det vil fremgå af spørgsmålet fra sagsbehandleren, hvilke bivirkninger du skal forholde dig til.
Vurder om der ved beslutningen om tvangsbehandling blev taget tilstrækkeligt og relevant hensyn til bivirkninger. Begrund dit svar.
Vores spørgsmål:
Var det nødvendigt at iværksætte tvangsbehandlingen med det samme for ikke at udsætte patientens liv eller helbred for væsentlig fare eller for at afværge, at patienten udsætte andre for nærliggende fare?
En klage over en beslutning om tvangsbehandling har opsættende virkning, medmindre omgående gennemførsel af behandlingen er nødvendig for ikke at udsætte patientens liv eller helbred for væsentlig fare eller for at afværge, at patienten udsætter andre for nærliggende fare.
Du vil derfor blive stillet dette spørgsmål, hvis en klage ikke er tillagt opsættende virkning, idet ankenævnet skal vurdere, om klagen burde være tillagt opsættende virkning.
Du skal vurdere, om det var nødvendigt at iværksætte eller fortsætte tvangsbehandling, da patienten klagede over tvangsbehandling.
Vores spørgsmål:
Det er en betingelse for at indgive beroligende middel med magt, at det har afgørende betydning for bedring af en meget urolig tilstand.
Tidspunktet for indgivelse af beroligende middel med magt har sagsbehandleren angivet i lægebrevet. Det er på dette tidspunkt, du skal vurdere patientens tilstand.
Angiv en kort, dansk forklaring på patientens tilstand på det tidspunkt, hvor der blev indgivet beroligende middel med magt.
Det vi har brug for er, at du med udgangspunkt i journalen beskriver, hvorfor patienten må vurderes at være meget urolig.
Det er vigtigt, at du refererer til bestemte ord, begreber, sætninger eller vendinger i journalen, som anvendes i umiddelbar tilknytning til indgivelsen af beroligende middel med magt.
Vores spørgsmål:
Det er en betingelse for at indgive beroligende middel med magt, at mindre indgribende foranstaltninger ikke er tilstrækkelige. Det vil sige, at det skal være nødvendigt at indgive det beroligende middel for at opnå en bedring af patientens meget urolige tilstand.
Hvis du vurderer, at det var nødvendigt at indgive et beroligende middel, skal du kort beskrive hvorfor.
Hvis du modsat vurderer, at det ikke var nødvendigt at indgive et beroligende middel, skal du kort beskrive hvorfor.
Vores spørgsmål:
Som udgangspunkt må tvang ikke benyttes, før man har gjort, hvad der er muligt for at opnå patientens frivillige medvirken, og mindre indgribende foranstaltninger skal anvendes, hvis de er tilstrækkelige.
Du bedes angive, om det fremgår i journalen, at man har forsøgt at begrænse og korrigere patientens aktiviteter samt tale ham eller hende til ro eller gjort brug af andre mindre indgribende tiltag.
Vores spørgsmål:
Det er som udgangspunkt en betingelse for indgivelse af beroligende middel med magt, at der forud for indgivelsen er tilbudt beroligende medicin til frivillig indtagelse, og det er som udgangspunkt en betingelse, at det tilbudte svarer til det indgivne.
Hvis sagsbehandleren har stillet dig dette spørgsmål, er det fordi der ikke er fuldstændig overensstemmelse mellem det tilbudte præparat og dosis og det indgivne præparat og dosis.
Du skal oplyse, om det tilbudte præparat og det indgivne præparat svarer til hinanden. Hvis der er tale om to næsten ens præparater, skal du beskrive, hvori forskellen mellem de to består.
Du bedes oplyse, om den tilbudte tablet-dosis svarer til den indgivne injektionsdosis, hvis der er tilbudt tablet og indgivet injektion. Giv en uddybende begrundelse.
Vores spørgsmål:
Det er en betingelse for tvangsmedicinering, at der anvendes afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færres mulige bivirkninger.
Ankenævnet skal i den forbindelse forholde sig til, om den maksimale døgndosis for et præparat bliver overskredet ved indgivelse af beroligende middel med magt, og om patienten forud for indgivelsen af beroligende middel med magt har indtaget medicin, der har eller burde have betydning for doseringen af den beroligende medicin.
Sagsbehandleren vil i lægebrevet have angivet de præparater og den dosis, der er indgivet. Det er vigtigt, at du gør opmærksom på, hvis du ikke er enig i denne angivelse af præparater og dosis.
Sagsbehandleren vil ikke i lægebrevet have angivet oplysninger om medicin, der indtages frivilligt. Det er således dig som sagkyndig, der har ansvaret for at gennemgå sagens materiale for oplysninger af betydning for indgivelsen af beroligende middel med magt.
Sundhedsministeren har i en bekendtgørelse fastslået, at afprøvede lægemidler er præparater, som er godkendt ved markedsføringstilladelse, og at ordinationen skal følge de retningslinjer, der er fastsat i forbindelse med udstedelse af markedsføringstilladelsen. Brug af ekstraordinært store doser må ikke finde sted.
Ankenævnet skal anvende pro.medicin.dk til, at fastlægge, hvad der er sædvanlig og maksimal dosis. Det er besluttet af Sundhedsstyrelsen og Sundhedsministeriets departement.
Ankenævnet skelner mellem sædvanlig dosis og maksimal dosis:
Ankenævnets kan tillade, at der gives en dosis, der overstiger den sædvanlige dosis, der er angivet på pro.medicin.dk, hvis der er journalført en konkret og velbegrundet beskrivelse af behovet for en større dosis end den normale dosis. Dosis skal fortsat være inden for den maksimalt angivne dosis.
Ankenævnet kan i særlige situationer også tillade, at der gives en dosis, der er større end den maksimalt angivne på pro.medicin.dk. Dette kræver, at der i journalen er anført en sundhedsfaglig forsvarlig, konkret og velbegrundet beskrivelse af behovet for at anvende en dosis, der er større end den maksimalt angivne på pro.medicin.dk
Vi har brug for, at du vurderer, om de besluttede præparater og doseringer er sædvanlige, og vi har brug for, at du i din vurdering tager udgangspunkt i pro.medicin.dk.
Du skal indsætte det/de doseringsforslag fra pro.medicin.dk, der skal anvendes i den konkrete sag og oplyse årsagen til, at dette doseringsforslag skal anvendes. Det er således vigtigt, at du tager stilling til, om det er doseringsforslaget for fx mani eller skizofreni, der bør anvendes og hvorfor.
Hvis der ikke fremgår et relevant doseringsforslag på pro.medicin.dk, skal du tage stilling til, om et af de eksisterende doseringsforslag kan anvendes parallelt i den konkrete situation. Hvis det ikke er tilfældet, skal du foretage en konkret vurdering af, om den anvendte dosis kan opfattes som sædvanlig i det konkrete tilfælde. Vi har brug for en meget udførlig begrundelse i dette tilfælde.
Vi har desuden brug for, at du svarer på de underspørgsmål, som vi angiver i det konkrete lægebrev. Nedenfor kan du se eksempler på nogle af de spørgsmål sagsbehandleren stiller, hvis det er relevant.
Vores spørgsmål:
Var det acceptabelt, at der i den konkrete situation blev indgivet [præparat og dosis], og er den usædvanlige dosis begrundet i journalen?
Sagsbehandleren stiller dette spørgsmål, hvis den ordinerede dosis er højere, end den sædvanlige dosis, sagsbehandleren kan se i dosisforslaget på pro.medicin.dk.
2. Dit svar
Hvis du ikke er enig i sagsbehandlerens observation, skal du angive det i din udtalelse.
Hvis du er enig i sagsbehandlerens observation, skal du vurdere, om der i den konkrete situation var acceptabelt, at der blev ordineret en usædvanlig dosis, og om den usædvanlige dosis var begrundet i journalen.
Hvis du vurderer, at den ordinerede dosis er højere end den dosis, der fremgår af dosisforslaget på pro.medicin.dk, men sagsbehandleren ikke har stillet dette spørgsmål, bedes du inddrage det i din vurdering alligevel.
Vores spørgsmål:
Patientens alder har ofte betydning for den sædvanlige dosis, hvorfor sagsbehandleren vil stille dette spørgsmål, hvis patienten var fyldt 65 år på tidspunktet for beslutningen om tvangsbehandling.
Vores spørgsmål:
Patienten har enten på mødet i Det Psykiatriske Patientklagenævn eller i klagen til Det Psykiatriske Ankenævn oplyst, at han/hun oplever bivirkninger ved et eller flere præparater i behandlingen.
Angiv de mest almindelige bivirkninger ved behandling med præparatet.
Angiv hvilke af de almindelige bivirkninger, der er relevante i forhold til det af patienten oplyste. Det vil fremgå af spørgsmålet fra sagsbehandleren, hvilke bivirkninger du skal forholde dig til.
Vurder om der ved beslutningen om tvangsbehandling blev taget tilstrækkeligt og relevant hensyn til bivirkninger. Begrund dit svar.
Vores spørgsmål:
Det er en betingelse for at anvende fysisk magt, at det er nødvendigt for at afværge, at en patient udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred, forfølger eller på anden lignende måde groft forulemper medpatienter eller øver hærværk af ikke ubetydeligt omfang.
Det er desuden en betingelse, at anvendelsen af den fysiske magt skal stå i rimeligt forhold til det, som søges opnået med den fysiske magt. Hvis mindre indgribende foranstaltninger var tilstrækkelige, skal de anvendes i stedet for.
Hvis du vurderer, at det var nødvendigt at anvende fysisk magt, skal du beskrive hvorfor. Anvend eksempler fra journalen. I dit svar skal du oplyse, om der er tale om, at patienten udsætter sig selv for fare, at patienten udsætter andre for fare, at patienten forfølger eller groft forulemper medpatienter, eller at patienten udøver hærværk af ikke ubetydeligt omfang.
Hvis du modsat vurderer, at det ikke var nødvendigt at anvende fysisk magt, skal du beskrive hvorfor. Anvend eksempler fra journalen.
Det Psykiatriske Ankenævn er en offentlig, administrativ myndighed og sekretariatsbetjenes af Styrelsen for Patientklager. Det betyder, at det er Styrelsen for Patientklagers juridiske sagsbehandlere og sagkyndige, som forbereder sagerne til ankenævnet.
Det Psykiatriske Ankenævn er et fast udpeget nævn. Det består af fem medlemmer:
Nævnsmedlemmerne er ligestillede, og afgørelser træffes derfor ved stemmeflerhed. Et eventuelt mindretal kan afgive en mindretalsudtalelse, som vil blive skrevet ind i afgørelsen. I langt de fleste sager er det dog et enigt ankenævn, der afgør sagerne.
Ankenævnet tager stilling til, om betingelserne for at udøve tvang efter Psykiatriloven var til stede på det tidspunkt, hvor tvangsindgrebet skete. Ankenævnet tager derfor ikke stilling til, om der er grundlag for kritik af den enkelte sundhedsperson, hverken i forhold til behandling eller journalføring.
Det er et fast team af jurister, sekretærer og jurastuderende i Styrelsen for Patientklager, der forbereder og behandler alle sager, inden de forelægges ankenævnet.
Sekretariatet modtager mellem 150 og 200 klager om året. Sagerne behandles på seks nævnsmøder i løbet af året. Ankenævnets afgørelsers formål er at sikre patientens retssikkerhed, når der bliver anvendt tvang under indlæggelse på en psykiatrisk afdeling.
Der er ingen anden myndighed, der kan påvirke, hvordan ankenævnet skal træffe en afgørelse. Sundhedsministeriet udpeger medlemmerne, men må ikke give instruktioner om, hvordan en konkret sag skal afgøres. Sekretariatet kommer med en indstilling til afgørelsens udfald og begrundelse, men det er ankenævnet, der træffer afgørelsen, og de er ikke bundet af sekretariatets indstilling.
Følgende afgørelser kan påklages til Det Psykiatriske Ankenævn:
Det følger af Psykiatrilovens § 38, stk. 1.
Ankenævnet har til opgave at behandle den afgørelse, der er klaget over. Ankenævnet er ikke en tilsynsmyndighed, der kan tage sager og spørgsmål op af egen drift.
Det er både patienter og afdelinger, som kan klage over Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelser. Langt hovedparten af ankenævnets sager er klager fra patienter.
Sekretariatet er ansvarlige for at:
Indstillingen til afgørelse fremlægges for ankenævnet på et nævnsmøde.
Se illustrations af sagens gang (pdf)
Når sagen modtages, vil sagsbehandlingen begynde, og da behandlingen af sagen udelukkende sker på et skriftligt grundlag, er indhentning af materiale derfor essentielt (se figur). Når sagen er oplyst, og spørgsmål er udformet, sendes lægebrev og lægePDF til sagkyndig til besvarelse.
Du har 21 dage til at udfærdige din vurdering. Herefter vil sagsbehandleren forberede sagen til ankenævnet, hvor den endelige afgørelse træffes.
I modsætning til Det Psykiatriske Patientklagenævn holder ankenævnet sine møder, uden at sagens parter deltager.
Der findes fire mulige udfald for ankesager:
Ankenævnets afgørelser sendes både til patienten og den afdeling, der har truffet beslutningen om anvendelse af tvang.
Afgørelserne sendes også til orientering til regionen. På en stor del af sygehusene er der faste rutiner for at følge op på nævnets afgørelser, således at det bliver overvejet, om sagen giver anledning til at ændre retningslinjer.
Styrelsen for Patientsikkerhed får kopi af alle Ankenævnets afgørelser, som bruges i det generelle tilsyn med sundhedsvæsenet.
Den sagkyndige modtager også en kopi af afgørelsen.
I Det Psykiatriske Ankenævns årsberetning og på Styrelsen for Patientklagers hjemmeside offentliggøres en række afgørelser i anonymiseret form.
Du er altid velkommen til at kontakte os om både faglige emner og spørgsmål til sagsbehandlingen.
