Vejledning til erstatningsankesager

Som sagkyndig skal du belyse de sundhedsfaglige problemstillinger i en sag. Det gør du ved at besvare de spørgsmål, sagsbehandleren har udvalgt som relevante for sagen. Din besvarelse danner grundlag for, at sagsbehandleren kan træffe afgørelse i sagen - eller udarbejde en indstilling til, at sagen skal behandles på et nævnsmøde. 

Du modtager følgende materiale:

• lægebrev
• lægePDF
• evt. materiale i PACS.

1. Lægebrev

Lægebrevet indeholder sagsbehandlerens spørgsmål til den konkrete sag og et skema med en oversigt over sagens forløb. Ofte vil de indledende spørgsmål være de samme i sagerne, men lægebrevet er konkret tilpasset den enkelte sag, så det er vigtigt, at du læser alle spørgsmålene hver gang.

2. LægePDF

I lægePDF’en er alle sagens akter samlet.

Filen er sorteret med bogmærker. Du finder bogmærkerne ved at klikke på bogmærkeikonet, der sidder i venstre eller højre margin og ligner en lodret vimpel.

Akterne er skannet med tekstgenkendelse, så du kan søge i filen.

Vurderingen skal udarbejdes i den skabelon, du finder her på siden (se skabelon). Skabelonen sikrer, at alle de nødvendige oplysninger om dig og patienten kommer med - og at vurderinger fremstår ensartet. 

1. Spørgsmål i lægebrevet

Det er vigtigt, at du sikrer dig, at alle spørgsmål i lægebrevet er besvaret, og at besvarelserne er udførligt begrundet. Sagsbehandleren har tilpasset lægebrevet med de spørgsmål, som vi vurderer er relevant for sagen. Det er sagsbehandleren, der vurderer hvilke sundhedsfaglige oplysninger, der er juridisk relevante for, at der kan træffes afgørelse. Det kan desuden forekomme, at der i lægebrevet er angivet spørgsmål, som kun skal besvares under visse forudsætninger. Dette gør sig bl.a. gældende ved stillingtagen til sjældenhed og alvorlighed, som kun er relevant, hvis du samtidig vurderer, at der er sket en skade som følge af en hændelig komplikation.

Sagsbehandlerens spørgsmål skal ikke gengives i vurderingen. I stedet bedes du angive spørgsmålets nummer og besvare spørgsmålene i hele sætninger, f.eks.: "Jeg mener ikke, at patienten er påført en skade", efterfulgt af en uddybende begrundelse.

Din sagkyndige vurdering er af afgørende betydning for, at Ankenævnet for Patienterstatningen kan overholde sin pligt til at begrunde en afgørelse. Sagsbehandleren skriver en  afgørelse på baggrund af dine forklaringer og begrundelser.

2. Supplerende spørgsmål

Sagsbehandleren kan blive nødt til at stille dig supplerende spørgsmål. Det kan eksempelvis være hvis du ikke har besvaret alle spørgsmålene eller hvis dine svar giver anledning til yderligere spørgsmål. Du er altid velkommen til at kontakte sagsbehandleren, hvis du er i tvivl om forståelsen af et spørgsmål.

3. Eventuel sagsfremstilling 

Det er ikke nødvendigt at skrive en fuldstændig sagsfremstilling, da Patienterstatningens første afgørelse allerede  indeholder en sagsfremstilling. En eventuel supplerende sagsfremstilling, rettelser eller tilføjelser bør skrives kronologisk og med tidshenvisning. Hvis du supplerer Patienterstatningens sagsfremstilling, beder vi dig fremhæve, hvordan den adskiller sig fra Patienterstatningens.

Patienterstatningsordningen dækker skader, der med overvejende sandsynlighed er opstået i forbindelse med undersøgelse, behandling eller lignende. Det vil sige, at skaden skal være forårsaget af behandlingen og ikke den sygdom, som patienten blev behandlet for (grundsygdommen). Det følger af KEL § 19, stk. 1.

Begrebet ”grundsygdom” vil som udgangspunkt dække over alle de lidelser (sygdomme, brud, tilstande osv), som patienten havde på skadestidspunktet. Ofte vil grundsygdommen dog være den, der ligger til grund for den behandling, der førte til behandlingsskaden, mens andre sygdomme, tilstande osv. vil blive kaldt konkurrerende lidelser. 

Med ”overvejende sandsynlighed” menes der, at det skal være mere sandsynligt (over 50 %), at skaden er en følge af behandlingen end af andre forhold, for eksempel en sygdom patienten havde i forvejen. Selv en lille sandsynlighedsovervægt (51 %) medfører, at en skade skal betragtes som en behandlingsskade.

En ”skade” i juridisk forstand er enhver fysisk eller psykisk, varig eller midlertidig helbredsforringelse.

• En patient får dropfod efter en operation for nedsat blodforsyning i benet. Dette er en fysisk skade.
• En patient udvikler PTSD efter en livstruende blødning opstået efter et kejsersnit. Dette er en psykisk skade.
• En patient mister permanent synet efter forsinket diagnosticering af nethindeløsning. Dette er en varig skade.
• En patient udvikler dyb infektion i knæet efter en operation. Infektionen medfører, at patienten må være sygemeldt længere end forventeligt efter en knæoperation. Dette er en midlertidig skade.

En behandlingsskade i klage- og erstatningslovens forstand omfatter kun den mérskade (de øgede gener), der er blevet påført patienten som følge af behandlingsskaden, og ikke de samlede ulemper eller det samlede tab i forbindelse med grundsygdommen og den nødvendige behandling heraf.

Det er vigtigt at understrege, at der godt kan være sket en skade i lovens forstand, uden at patienten har ret til erstatning. Systematikken i disse sager er, at det først vurderes, om der er indtrådt en behandlingsskade. Derefter skal det vurderes, om patienten opfylder betingelserne for at kunne få erstatning for skaden. Dette er omtalt i afsnittet ”Betingelser for erstatning”.

Vi anerkender som udgangspunkt skader, der:

• med mere end 50% sandsynlighed er påført ved behandlingen
• er fysiske eller psykiske
• er varige eller midlertidige.

Vi anerkender som udgangspunkt ikke skader, der:

• er en følge af grundsygdommen
• med tilstrækkelig stor sandsynlighed skyldes andre forhold.

Hvis du bliver spurgt, om patienten er påført en behandlingsskade, er det er din opgave at vurdere, om patienten er påført en skade, der skyldes behandlingen. Hvis patienten er påført en skade, har vi brug for din beskrivelse af hvilke af patientens gener, der med overvejende sandsynlighed skyldes behandlingen, og hvilke gener der skyldes grundsygdommen.

I nogle sager kan der være tvivl om, hvorvidt det er behandlingen eller andre forhold, der er årsagen til helbredsforringelsen. I de tilfælde kan du se på, om der er tidsmæssig sammenhæng mellem behandlingen og helbredsforringelsen. Du skal desuden vurdere, om det er mere sandsynligt, at skaden skyldes behandlingen, end at det skyldes noget andet. Det er tilstrækkeligt, at skaden med overvejende sandsynlighed skyldes behandlingen. Det vil sige, at en minimal sandsynlighedsovervægt på lidt over 50 % er nok til, at skaden kan anerkendes som en behandlingsskade.

Kravet om overvejende sandsynlighed er ikke opfyldt, hvis det er lige sandsynligt, at skaden er forårsaget af behandlingen som af andre forhold.

Det forhold, at en veludført behandling ikke lykkes, at grundsygdommen udvikler sig på en usædvanlig måde eller at forventningerne til behandlingen ikke indfris, er ikke en behandlingsskade i lovens forstand.

En patient kan få erstatning, hvis der er sket en skade som følge af, at en behandling eller undersøgelse ikke er blevet udført, som en erfaren specialist ville have gjort i den konkrete situation. Det følger af KEL § 20, stk. 1, nr. 1.

Din opgave er at vurdere, om patienten har modtaget den behandling, som en erfaren specialist ville have foretaget.

Hvis eventuel manglende behandling skyldes ressourcemæssige begrænsninger, har vi brug for din vurdering af, om en erfaren specialist ville og kunne have sikret patienten behandling et andet sted. I din vurdering af om en erfaren specialist ville have sikret, at patienten blev behandlet et andet sted, skal du tage stilling til om patientens sygdom gjorde, at der var behov for hurtig behandling.

1. Hvem er "den erfarne specialist"?

En erfaren specialist behersker den medicinske viden og erfaring inden for sit speciale, og kan dermed sidestilles med en speciallæge med erfaring indenfor området. Vurderingen bygger på, hvordan en erfaren specialist ville have ageret med de oplysninger, som var tilgængelige på tidspunktet for behandlingen. Målestokken repræsenterer dog ikke den absolutte ekspert inden for det pågældende medicinske område.

Det er uden betydning for vurderingen, om den behandlende læge i en konkret sag var en erfaren specialist. Selvom den behandlede læge eksempelvis ikke var speciallæge, kan patienten alligevel have ret til erstatning, hvis der er sket en skade, der ville have været undgået, hvis en erfaren specialist ville have handlet anderledes. Havde den erfarne specialist derimod gjort det samme, som den behandlende læge i en pågældende sag, kan patienten ikke få erstatning efter ”specialistreglen”.

Eksempel: 

En patient kontakter sin læge, fordi han har smerter med udstråling til venstre arm og åndenød. Lægen siger i telefonen, at patienten skal se situationen an indtil næste dag, da der formentlig er tale om et angstanfald. Dette er ikke i overensstemmelse med hvad den erfarne specialist ville have gjort, idet patientens symptomer er forenelige med alvorlig sygdom og burde have medført yderligere undersøgelse herfor. Patienten har derfor ret til erstatning for de følger af sygdommen, der kunne være undgået, hvis lægen havde reageret korrekt.

Eksempel:

En ældre patient bliver indlagt med en infektion. Lægen ordinerer den slags antibiotika, der er den relevante på baggrund af patientens symptomer. Behandlingen virker dog ikke, så patienten bliver tiltagende dårligere.  Laboratorieundersøgelser viser, at der var tale om en anden slags infektion end først antaget, så derfor ville en anden type antibiotika have virket bedre, og patiens sygeforløb kunne have været meget kortere. Lægen havde dog ikke handlet i strid med, hvordan en erfaren specialist ville have gjort, da han havde udskrevet den behandling, der var den rigtige på baggrund af den viden man havde om patientens tilstand, på det tidspunkt patienten blev indlagt.  

Vurderingen skal ske på baggrund af, hvad der var en kendt og accepteret praksis på tidspunktet for behandlingen af patienten, uden hensyntagen til senere forskning og behandlingsmetoder.

Patienten har ikke ret til erstatning, hvis der som følge af politiske eller økonomiske prioriteringer ikke kan tilbydes den behandling eller undersøgelse, som den erfarne specialist finder nødvendig. Den erfarne specialist skal dog så vidt muligt sørge for henvisning eller overflytning af patienten til et sygehus, der kan tilbyde den relevante behandling.

Eksempel:

En patient blev indlagt ved nethindeløsning en fredag eftermiddag på et tidspunkt, hvor der ikke længere var kirurgisk bemanding til at foretage en operation. Der blev ordineret tungt sengeleje, indtil operationen kunne gennemføres om mandagen. Om mandagen var patientens syn betydeligt forringet. Da det af ressourcemæssige årsager ikke var muligt at behandle patienten før om mandagen, og da det på daværende tidspunkt ikke var muligt at operere patienter med nethindeløsning i weekenden, havde patienten ikke ret til erstatning.

2. Din opgave som sagkyndig

Vi har brug for din vurdering af, om behandlingen er udført, som en erfaren specialist ville have gjort

• under de samme forhold som i den konkrete sag
• på det tidspunkt hvor behandlingen foregik
• med de ressourcer, der var tilgængelige

En patient kan i nogle tilfælde få erstatning, selvom behandlingen er udført, som en erfaren specialist ville have gjort. Det vil kræve, at en patient bliver påført en sjælden og alvorlig skade som følge af komplikationer til behandlingen. Det følger af KEL § 20, stk. 1, nr. 4.

Meningen med denne regel er at fastslå, at patienter selv må bære visse risici for hændelige komplikationer ved behandling. Dette er når den skade, komplikationen har medført, er mindre alvorlig i forhold til de følger, som grundsygdommen sandsynligvis havde medført, hvis patienten ikke havde modtaget behandling. Det betyder, at skader, der er opstået som følge af komplikationer til behandling af meget alvorlige sygdomme, oftest ikke vil berettige til erstatning. Det er dog altid en konkret vurdering, om skaden må tåles, og en meget alvorlig grundsygdom vil ikke automatisk afskære patienten fra erstatning.

Det er et krav, at skaden forekommer så sjældent, at man normalt ikke regner med risikoen herfor (sjældenhedskriteriet). Patienten er kun berettiget til erstatning, hvis følgerne af komplikationen (skaden) står i misforhold til grundsygdommen og patientens tilstand i øvrigt (alvorlighedskriteriet).

Nedenfor gennemgås sjældenheds- og alvorlighedskriteriet. Det er vigtigt at understrege, at disse to kriterier kun gælder for tålereglen, og ikke for specialist- apparatursvigt- og ligeværdighedsreglerne. Hvis der er sket en skade, der falder under én af de andre regler, er det derfor uden betydning for ansvarsvurderingen, om skaden er sjælden eller alvorlig. Det er desuden vigtigt at have for øje, at du som sagkyndig kun skal tage stilling til sjældenhed og alvorlighed, såfremt du vurderer, at der er sket en skade. 

1. Sjældenhedskriteriet

Grænsen for, hvornår en skade betragtes som sjælden, ligger sædvanligvis ved 2 %. Hvis skaden sker hyppigere efter den pågældende type undersøgelse eller behandling, kan patienten som regel ikke få erstatning.

Der tages udgangspunkt i den konkret indtrådte skade, når sjældenheden vurderes. Der skal derfor foretages et skøn over den pågældende patients risiko for at få den konkret indtrådte skade.

Eksempel:

En patient får foretaget en operation med indsættelse af knæprotese. Der opstår herefter en dyb infektion. Generelt forekommer dyb infektion sjældent efter indsættelsen af en knæprotese, men denne patient er svært overvægtig, ryger og har diabetes. Disse faktorer øger risikoen for infektion så markant, at det hos sammenlignelige patienter ikke vil være sjældent, at der opstår en dyb infektion efter en operation med indsættelse af en knæprotese.

Det er den samlede sjældenhed, der skal vurderes, hvis der opstår flere skader som følge af komplikationer til det samme behandlingsforløb, og hvis skaderne har indbyrdes årsagssammenhæng.  

Eksempel:

En kvinde fik fjernet sin livmoder og udviklede herefter en blodansamling, sammenvoksninger i bughulen, vandcyste på den ene æggestok og tarmkolik. Venstre æggestok og æggeleder blev fjernet, og det samlede sygeforløb varede ni måneder. Retslægerådet fandt, at disse helbredforringelser skyldtes komplikationer til behandlingen, og at følgerne af komplikationerne udgjorde et meget sjældent forløb. Kvinden havde ret til erstatning.

2. Alvorlighedskriteriet

En skade skal som udgangspunkt være mere omfattende end grundsygdommen i ubehandlet tilstand, hvis den skal anses som tilstrækkelig alvorlig.

Man sammenligner dermed den faktiske situation med den hypotetiske situation.

Eksempel:

En patient brækker anklen i et forskudt brud. Patienten bliver opereret, men under operationen rammes en nerve, der medfører en følenerveskade. Her skal patientens tilstand med en følenerveskade sammenholdes med hvordan patienten ville være stillet, hvis man ikke havde opereret. Her ville patientens brud sandsynligvis være helet i fejlstilling, hvilket ville medføre kroniske smerter, påvirket gangfunktion og smerter i ben. Skaden på følenerven er altså ikke mere omfattende end det hypotetiske resultat af ikke at være blevet behandlet.

Patienten må acceptere større skader ved behandling for alvorlig sygdom med komplicerede og risikofyldte indgreb. Der kan dog være alvorlige sygdomme, som normalt er lette at behandle. I de tilfælde skal du sætte din vurdering i forhold til, hvad prognosen ville være for den velbehandlede grundlidelse, hvis behandlingen havde været ukompliceret.

I vurderingen af skadens alvorlighed lægges der vægt på:

• patientens varige gener
• længden af sygeperioden
• eventuelt erhvervsmæssige konsekvenser.

3. Din opgave som sagkyndig er

• at vurdere den konkrete patients risiko for den indtrådte skade og de følger, skaden fik. Risikoen angives i procent
• at beskrive skadens alvor i forhold til grundlidelsen, herunder skadens omfang og grundlidelsen forventede forløb uden behandling.

Det er ankenævnet, der foretager den endelige vurdering af, om skaden er mere omfattende, end hvad patienten bør tåle. Vi beder dig undlade at skrive i din vurdering, om du mener, at alvorlighedskriteriet er opfyldt, da dette er en juridisk vurdering. Patienten kan søge aktindsigt i sagkyndigvurderingen efter afgørelsen er truffet, og derfor er det vigtigt, at den sundhedsfaglige sagkyndig ikke har foretaget juridiske vurderinger.

En patient kan få erstatning, hvis en skade skyldes fejl eller svigt i teknisk apparatur, redskaber eller andet udstyr, der bruges ved undersøgelse og behandling. Det følger af KEL § 20, stk. 1, nr. 2. Denne regel bruges meget sjældent.

Reglen gælder alle tilfælde af svigt, uanset om årsagen til apparatets eller udstyret svigt skyldes en fejl ved konstruktionen eller fremstillingen, manglende vedligehold eller andet.

Reglen har et meget bredt anvendelsesområde, og omfatter ethvert instrument, apparat eller lignende, der bruges i forbindelse med diagnosticering, forebyggelse, kontrol eller behandling af sygdomme. Reglen omfatter også kunstige implantater, herunder f.eks. proteser, pacemakere og brystimplantater. Naturlige organer er ikke omfattet.

Eksempel:

En patient modtager strålebehandling for kræft. Under en session svigter stråleapparatet, selvom det blev anvendt korrekt. Det medfører, at patienten får en kraftigere strålebehandling, end det var planlagt. Dette fører til alvorlige skader på sundt væv udenfor det planlagte strålingsfelt. Patienten har derfor ret til erstatning for skaden.

Svigt, der skyldes at udstyret er brugt forkert, vil falde under specialistreglen, da det forudsættes, at den erfarne specialist kan bruge det apparatur, der anvendes inden for dennes specialeområde.

Det betragtes ikke som materialesvigt, hvis materialet ikke holder til mere, end det er beregnet til.

1. Din opgave som sagkyndig

Vi har brug for din vurdering af, om:

• der er tale om svigt eller fejl, eller om det er forventeligt, at materialet ikke holder til den belastning, det har været udsat for
• om patienten har fået en skade, der med overvejende sandsynlighed skyldes materialesvigtet.

En patient kan få erstatning, hvis en skade kunne være undgået ved at bruge en anden behandlingsteknik eller behandlingsmetode, som var til rådighed. Metoden skal ud fra et medicinsk synspunkt have været lige så effektiv til behandlingen af patientens sygdom. Det følger af KEL § 20, stk. 1, nr. 3. Reglen bruges meget sjældent.

Denne regel dækker dermed skader, der – set i bakspejlet – kunne være undgået ved valg af en anden behandlingsmetode.

Følgende betingelser skal dog være opfyldt:

• Den anden teknik eller metode stod faktisk til rådighed.
• Den anden teknik eller metode var lige så effektiv til behandlingen af sygdommen som den, der blev anvendt.
• Skaden kunne med overvejende sandsynlighed være undgået ved valg af den anden teknik eller metode.

Vurderingen af ligeværdigheden af to metoder skal vurderes på baggrund af, hvad en erfaren specialist ville vurdere på undersøgelses- eller behandlingstidspunktet. Vurderingen af skadens ligeværdighed skal ske på baggrund af den viden og erfaring, der foreligger på afgørelsestidspunktet.

Reglen anvendes sjældent, da det er sjældent, at der findes to behandlingsteknikker, der ud fra et lægeligt synspunkt er helt ligeværdige ved behandling af en patient. Typisk vil omstændigheder hos den enkelte patient gøre, at den ene metode er at foretrække frem for den anden. Det er også sjældent, at to metoder (eks. medicinsk kontra kirurgisk behandling) anses for at være lige gode. Hvis der i en konkret situation er blot en minimal lægelig præference for den ene metode frem for den anden, kan metoderne ikke anses som ligeværdige i lovens forstand.

Eksempel:

En patient indlægges med en inflammatorisk tarmsygdom. På indlæggelsestidspunktet kan patienten behandles medicinsk eller kirurgisk, hvor den kirurgiske behandling indebærer at fjerne et stykke af tarmen. Den medicinske behandling vælges indledningsvist, da den er mindst indgribende for patienten. Senere viser det sig, at den medicinske behandling ikke er tilstrækkelig, hvorfor den syge del af tarmen må fjernes kirurgisk. 

I dette tilfælde ville den erfarne specialist ikke primært vælge den kirurgiske behandling, da denne er mere indgribende end den medicinske. Omvendt ville det heller ikke være korrekt ikke at overgå til kirurgisk behandling på det tidspunkt, hvor den medicinske behandling viser sig utilstrækkelig. Metoderne har dermed på intet tidspunkt været ligeværdige, da den erfarne specialist ville have foretrukket enten den ene eller den anden metode alt efter prognosen for behandling og de med behandlingen forbundne risici.

1. Din opgave som sagkyndig

• at vurdere om der ud fra den tilgængelige viden på behandlingstidspunktet var et ligeværdigt alternativ til den valgte behandling
• at beskrive, om den ene metode var at foretrække frem for den anden, herunder om metoderne var forbundet med risici, ulemper og fordele, og hvilke forskelle der kan være på metoderne
• at vurdere, om skaden med overvejende sandsynlighed kunne være undgået, hvis den alternative ligeværdige behandling var valgt.

Hvis en patient er påført en skade, fordi der ikke er stillet en rigtig diagnose, eller fordi behandlingen er blevet forsinket, kan der efter KEL § 21, stk. 1, kun gives erstatning, hvis:

• udredningen ikke har levet op til erfaren specialiststandard
• skaden skyldes fejl eller svigt i teknisk apparatur, redskaber eller andet udstyr i forbindelse med udredningen.

Det vil sige, at denne regel kan kædes sammen med specialistreglen og apparatursvigtreglen, men ikke ligeværdighedsreglen eller tålereglen.

Loven dækker både forkert og forsinket diagnostik, uanset om følgen deraf er en forværring af grundsygdommen eller en skade, der er indtrådt i forbindelse med f.eks. et unødvendigt indgreb.

Det er ikke nok at konstatere, at der er sket en fejl eller forsinkelse i forbindelse med diagnosticeringen. Fejlen eller forsinkelsen skal også have medført en skade.

For at denne regel kan give ret til erstatning, skal disse betingelser dermed være opfyldt:

• Der er sket en fejl eller forsinkelse i forbindelse med diagnosticering.
• Patienten er påført en skade.
• Den diagnostiske udredning har ikke levet op til det, som en erfaren specialist ville have gjort, eller diagnosticeringen skyldes fejl i teknisk apparatur, redskaber eller andet udstyr.

Forløbet skal vurderes ud fra den viden om patienten, som sundhedspersonalet havde på udredningstidspunktet. Det vil sige, at du ikke må lægge vægt på senere erhvervet viden. Du må med andre ord ikke lave bakspejlsbetragtninger.

1. Din opgave som sagkyndig er

• at vurdere, om den erfarne specialist ville have handlet anderledes i den pågældende situation
• at beskrive, hvad den erfarne specialist ville have gjort
• at vurdere, om og hvornår den rigtige diagnose ville være stillet, hvis udredningen havde levet op til, hvad den erfarne specialist ville have gjort
• at vurdere, om det er overvejende sandsynligt, at skaden/forværringen af grundsygdommen ville være undgået, hvis 1) udredningen var blevet udført som en erfaren specialist ville have gjort, eller 2) der ikke var sket svigt i apparatur anvendt ved udredningen.

Hvis der er sket en skade som følge af et ulykkestilfælde, der falder udenfor apparatursvigtsreglen, kan der gives erstatning, hvis sygehuset ville være erstatningsansvarligt efter almindelige erstatningsretlige regler. Det betyder, at det skal sandsynliggøres i en højere grad end over 50 %, at en skade er opstået som følge af ulykkestilfældet. 

De særlige ansvarsregler (specialistreglen, apparatursvigtsreglen, ligeværdighedsreglen og tålereglen) skal ikke inddrages i denne vurdering. Det vil sige, at det er en betingelse for erstatning, at sygehuset har handlet ”culpøst” (altså begået fejl eller forsømmelser). Det følger af KEL § 21, stk. 2.

Reglen omfatter både indlagte patienter, patienter i ambulant behandling, raske forsøgspersoner og donorer. Ledsagere og pårørende er ikke omfattede.

Det er specielt 2 situationer, hvor der bliver tilkendt erstatning efter culpa-reglen: Det er ved fejl eller forsømmelse i forbindelse med vedligehold af bygninger/bygnings-indretning og ved forsømmelse i forbindelse med tilsyn med patienten under sygehusopholdet.

Som eksempler kan nævnes tilfælde, hvor konfuse patienter er faldet ud af sengen, fordi sengehesten ikke har været slået op, eller manglende skridsikring af underlaget i brusekabiner. Manglende glatførebekæmpelse på sygehusets område er også omfattet, hvis patienten som følge heraf falder og kommer til skade.

1. Din opgave som sagkyndig er

At vurdere:

• om der er begået fejl eller forsømmelser fra sygehusets side
  (Du vurderer dette ud fra et sundhedsfagligt synspunkt. Vi vurderer, om det også forholder sig sådan ud fra et juridisk synspunkt)
• om sygehuset har truffet rimelige foranstaltninger for at sikre, at patienter ikke kommer til skade.

Hvis en patient er påført en skade ved behandling med et lægemiddel, skal det vurderes, om skaden er omfattet af behandlingsskadereglerne eller lægemiddelskadereglerne.

Du skal altid forholde dig til, om behandlingen er foregået efter erfaren specialiststandard, inden du vurderer, om skaden er forårsaget af selve lægemidlet. Det skyldes, at skaden kun skal vurderes efter reglerne for lægemiddelskader, hvis skaden skyldes egenskaber hos selve lægemidlet. Skaden skal altså skyldes selve lægemidlet og ikke sundhedspersonens dosering, administration eller vurdering af indikation for behandlingen.

Ligesom ved behandlingsskader er det et krav, at det skal være overvejende sandsynligt (mere end 50 %), at skaden er forårsaget af lægemidlet og ikke af andre forhold.

Det er ikke en skade, at lægemidlet ikke har haft den ønskede effekt.

1. Hvilke lægemiddelskader erstattes?

Der kan gives erstatning for lægemiddelskader, hvis bivirkningerne går ud over, hvad patienten med rimelighed bør acceptere.

Der lægges vægt på:

• arten og sværhedsgraden af den sygdom, patienten behandles for
• patientens helbredstilstand
• skadens omfang
• muligheden for at vurdere risikoen for skaden på forhånd.

Ovenstående regel svarer til tålereglen på behandlingsskadeområdet, både hvad angår den konkrete afvejning af skadens relative alvor og kravet om sjældenhed på 2 %. (se afsnittet ”tålereglen”).

Den samme skade kan ikke være omfattet af både behandlingsskadereglerne og lægemiddelskadereglerne. En lægemiddelskade kan dog udgøre en grundlidelse for et behandlingsforløb, der ender med en behandlingsskade, eksempelvis fordi lægemiddelskaden forværres på grund af efterfølgende fejlbehandling.

Eksempel:

En kvinde får en blodprop i benet som bivirkning til behandling med p-piller. Hun bliver undersøgt på hospitalet, hvor man pga. utilstrækkelig undersøgelse ikke diagnosticerer blodproppen. Blodproppen sætter sig herefter fast i den ene lunge og medfører varig nedsat lungefunktion. 

Lægemiddelskaden udgør i dette tilfælde de forventelige følger af blodproppen i benet ved korrekt diagnostik og behandling. Behandlingsskaden udgør derimod de følger, der med overvejende sandsynlighed ville være undgået, hvis udredningen og behandlingen havde været i overensstemmelse med det, som en erfaren specialist ville have gjort. 

Hvis en erfaren specialist slet ikke ville have ordineret p-pillerne, vurderes skaden som en behandlingsskade, og alle følgerne af blodproppen er omfattet af behandlingsskadereglerne.

2. Din opgave som sagkyndig er

At vurdere:

• om behandlingen (anvendelse, dosering mm.) med det pågældende lægemiddel har været i overensstemmelse med erfaren specialiststandard?
  • Hvis nej, da vurdere, om patienten er påført en skade som følge deraf
  • Hvis ja, da vurdere, om der er indtrådt en skade som følge af lægemidlet samt vurdere skadens sjældenhed (i procent) og alvorlighed.

Dette er udgifter, som patienten har haft til helbredelse af behandlingsskaden. Det er eksempelvis udgifter til medicin og fysioterapi.

Det gælder også, selvom det efterfølgende viser sig, at behandlingen ikke har virket. Det er dog en forudsætning, at der er en vis lægelig evidens for, at behandlingen kunne have haft en effekt. Udgifter til alternativ behandling erstattes derfor som udgangspunkt ikke.

Udgifter til vedligeholdende behandling og behandling af grundsygdommen erstattes ikke.

1. Din opgave som sagkyndig er

• at vurdere, om de udgifter, der er afholdt til medicin, fysioterapi m.v. skyldes behandlingsskaden
• at vurdere, om behandlingen har haft til hensigt at behandle patienten (haft til formål at bedre skaden) eller blot været lindrende (forbedre livskvaliteten for patienten. uden at kurere den underliggende skade).

Der kan gives erstatning for tabt arbejdsfortjeneste fra skadestidspunktet og frem til det tidspunkt, hvor det kan vurderes, om skaden har nedsat patientens arbejdsevne varigt, og dermed om patienten har ret til erhvervsevnetab.

1. Din opgave som sagkyndig er

• at beskrive patientens funktionsnedsættelse, og angive hvilke dele af den, der skyldes henholdsvis behandlingsskaden og grundlidelse
• at vurdere, om patienten har skånehensyn i de erhvervsmæssige funktioner, som med rimelighed kan forlanges af denne ud fra evner, uddannelse, alder m.v. Vi fastsætter selv procenten for erhvervsevnetabet.

Godtgørelsen udgør en fast takst pr. sygedag (230 kr. i 2024), dog med et loft (88.500 kr. i 2024). Taksten opreguleres årligt. Godtgørelsen gives indtil det varige mén fastsættes, til patienten ikke længere er under dokumenteret, helbredende behandling eller lægeordineret rekreation, eller til patienten genoptager sit arbejde.

Patienten får ikke godtgørelse for den del af sygeperioden, der skyldes grundsygdommen. Hvis patienten med overvejende sandsynlighed ville være sygemeldt og undergivet behandling af grundlidelsen, kan der ikke gives godtgørelse for svie og smerte, selv om patienten også bliver behandlet for behandlingsskaden samtidig.

1. Din opgave som sagkyndig er

At vurdere

• hvor lang sygeperioden ville have været, hvis der ikke var sket en behandlingsskade
• om den behandling, patienten er undergivet skyldes behandlingsskaden eller grundsygdommen.
• om behandlingen har været haft til formål at være helbredende eller lindrende.
• hvornår behandling ikke længere kan forventes at føre til varig bedring af skaden.

Méngraden opgøres i procent, og hvert procenttal giver en takst, der opreguleres årligt (10.135 kr. i 2024).

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har udgivet en vejledende tabel over méngrader for en lang række skader. Det er denne vejledning, der tages udgangspunkt i for vurdering af méngraden. Det er vigtigt, at du læser indledningsafsnittet til vejledningen igennem, da der heri er retningslinjer og vejledning i brug for tabellen. Hele tabellen, inkl. retningslinjer og vejledning, kan findes på

• retsinformation.dk
• aes.dk/mentabel.

Ved fastsættelse af méngraden foretages et fradrag for det mén, patienten ville have fået som følge af grundsygdommen. Godtgørelsen dækker derfor kun det såkaldte mermén.

1.  Din opgave som sagkyndig er

• at beskrive, hvilke gener der skyldes behandlingsskaden, og hvilke gener der skyldes grundsygdommen eller andre lidelser
• at fastsætte det varige mén for behandlingsskaden så præcist som muligt med henvisning til relevante punkter i den vejledende méntabel
• at angive den samlede méngrad (behandlingsskade + grundsygdom).

1. Patienterstatningen

Patienterstatningen er første instans i vurderingen af sager, hvor der er søgt om erstatning for behandlings- og lægemiddelskader.

Behandlingsskader kan anmeldes af både patienter og behandlingssteder.

Der er ingen økonomiske omkostninger for patienterne forbundet med Patienterstatningens arbejdet.

Det er muligt at klage over Patienterstatningens afgørelse til Ankenævnet for patienterstatning. Alle sagens parter kan klage, eksempelvis patienten, regionen, den privatpraktiserende speciallæge eller et privathospitals forsikringsselskab.

Lovgrundlaget er Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven).

2. Ankenævnet for Patienterstatningen

Ankenævnet for Patienterstatningen er en uafhængig domstolslignende instans, der er organisatorisk placeret under Sundhedsministeriet. Ankenævnet betjenes af et sekretariat, der hører under Styrelsen for Patientklager.

Ankenævnet for Patienterstatningen er en separat myndighed. Der er ingen sammenhæng mellem de afgørelser, der træffes af Styrelsen for Patientklager og afgørelser i ankede erstatningssager, selvom sekretariatsbetjeningen af Ankenævnet for Patienterstatningen ligger i Styrelsen for Patientklager.

Ankenævnets sekretariat vil altid sikre, at den, der klager, har ret til at klage, og at klagen er modtaget inden for 1 måned efter, at Patienterstatningen har afgjort sagen.

Klagen sendes herefter til Patienterstatningen med anmodning om en udtalelse og sagens materiale.

1. Oplysning af sagen

Sagsbehandleren på den konkrete sag udarbejder et såkaldt ”Lægebrev” med spørgsmål til den lægesagkyndige. Det er også sagsbehandleren, der vælger, hvilket lægeligt speciale sagen skal sendes til. Sagens akter og sagsbehandlerens lægebrev sendes herefter til den interne enhed Klageservice og Administration (KSA), der sender sagen videre til en sagkyndig.

2. Sagkyndigvurdering

Når sagsbehandleren modtager den sagkyndiges vurdering, er sagen typisk klar til, at sagsbehandleren enten kan 1) Træffe afgørelse i sagen på vegne af ankenævnet eller 2) Udarbejde en indstilling (udkast) til afgørelse til behandling på et nævnsmøde. I nogle tilfælde er det nødvendigt at stille supplerende spørgsmål til den lægesagkyndige eller at indhente en supplerende vurdering fra en sagkyndig med et andet speciale. I få tilfælde kan sagsbehandleren indhente en ny vurdering. Dette vil typisk ske efter, at sagen har været behandlet på nævnsmøde.

3. Afgørelse

Nævnsmedlemmerne får tilsendt alle indstillinger og akter til de sager, der skal behandles på mødet. 

I tilfælde, hvor sekretariatet vurderer, at der ikke foreligger tvivl i sagen, kan sagsbehandleren træffe afgørelse på ankenævnets vegne.

Ankenævnet bedømmer som udgangspunkt kun det punkt i afgørelsen fra Patienterstatningen, der er klaget over. Det kan eksempelvis være, at patienten kun har klaget over udmåling af varigt mén, selvom Patienterstatningen har udmålt alle erstatningsposter i sin afgørelse.  Ankenævnet har dog ret til at behandle hele sagen, både den påklagede afgørelse samt tidligere afgørelser. Erstatningen kan både forhøjes og nedsættes. Ankenævnet kan også ændre Patienterstatningens primære afgørelse med den virkning, at patienten slet ikke er berettiget til erstatning. Ændringer, der stiller patienten dårligere, sker i praksis kun, hvis der er et sikkert grundlag for det.

Ved en generel klage vil ankenævnet foretage en samlet bedømmelse af den påklagede afgørelse.

Det er sagsbehandleren på sagen, der vurderer, om der er tale om en specifik eller en generel klage. 

Ankenævnets møder er lukkede, hvilket betyder, at hverken patienten eller dennes eventuelle repræsentant kan overvære mødet.

Ankenævnet kan beslutte, at en sag skal udsættes, hvis der fx er brug for at stille den sagkyndige supplerende spørgsmål.

Sagsbehandlerens indstilling til afgørelse og den lægesagkyndiges vurdering er kun vejledende for ankenævnet. Ankenævnet kan beslutte at se bort fra indstillingen og den sagkyndiges vurdering.

Ankenævnets afgørelse kan have følgende indhold:

• at ankenævnet stadfæster, ændrer eller ophæver Patienterstatningens afgørelse
• at ankenævnet hjemviser sagen til fornyet afgørelse i Patienterstatningen.

Ankenævnets afgørelse meddeles parterne.

De sagkyndige modtager kopi af afgørelserne i de sager, som de har vurderet.

Sagen kan indbringes for domstolene, hvis en part er utilfreds med ankenævnets afgørelse. Det sker ved at stævne ankenævnet. Det vil typisk være patienten, der anlægger retssag.

Sagerne føres enten af sekretariatets egne rettergangsfuldmægtige eller af en ekstern advokat (Kammeradvokaten eller Horten) i samarbejde med sekretariatet.

Retten kan beslutte at 1) Frifinde ankenævnet 2) Ændre ankenævnets afgørelse eller 3) Hjemvise sagen til fornyet behandling.

Hvis der kommer nye oplysninger frem under retssagen, kan ankenævnet genoptage sin afgørelse og ændre den. I den forbindelse vil sekretariatet ofte indhente en lægelig vurdering til at vurdere de nye oplysninger.

Du kan også blive kontaktet men henblik på at bistå med at tolke en udtalelse fra Retslægerådet, der er indhentet under retssagen. Det vil ofte ske uformelt og telefonisk.

Vi indkalder dig ikke til at afgive forklaring i retten. Det kan dog ikke udelukkes, at modparten/sagsøger (typisk patienten) vil anmode om, at du afgiver forklaring. Det er dog kun sket i meget få tilfælde, at dommeren har tilladt, at modparten indkalder vores lægesagkyndig til retten.  

Hvis det under sagens forberedelse, f.eks. efter at Retslægerådet har vurderet sagen, står klart, at ankenævnets afgørelse med stor sandsynlighed vil blive omgjort af retten, kan ankenævnet beslutte at genoptage sagen og ændre sin afgørelse. Herefter vil sagsøger typisk hæve (trække sig fra) retssagen. Sagsøger har ligeledes mulighed for at hæve sagen, hvis det under sagsforberedelsen fremstår klart, at sagen vil blive tabt.