Derfor får du feedback
Mange sagkyndige efterspørger feedback på deres arbejde. Derfor giver vi nu en fast tilbagemelding på én af de første vurderinger. Systematisk feedback har også flere andre fordele.
Souschef Lisbeth Fly Højmark
Er vurderingen for kort, for lang, for svær at forstå? Det er nogle af de spørgsmål, vi ofte hører fra nye sagkyndige.
”Vi vil rigtig gerne være med til at afklare usikkerhed og sikre et godt samarbejde fra starten. Derfor er vi begyndt at arbejde mere systematisk med feedback på sagkyndigvurderinger,” siger souschef Lisbeth Fly Højmark.
Hun fortæller, at fokus i feedbacken især er på, om formelle krav er opfyldt, om spørgsmålene er klart besvaret med gode begrundelser og om sproget er let at forstå for andre end sundhedsfaglige.
Flere fordele
Vurderingerne er et vigtigt fundament i en god afgørelse. Derfor er en tydelig og velbegrundet vurdering afgørende for sagsbehandlerne for at kunne skrive en afgørelse, som er forståelig for både klager, sundhedspersoner og sagsbehandlingen i styrelsen.
En god vurdering har flere formål, fortæller Lisbeth:
”Det er vigtigt, at vurderingen giver mening for klager, og at den indeholder klare begrundelser, som kan bruges til læring på behandlingsstedet og i sundhedsvæsenet generelt. Som styrelse skal vi også kunne stå på mål for vurderingens faglige kvalitet ved aktindsigter, ” siger hun og tilføjer:
”Og så er det også en stor fordel, hvis vurderingen kan bruges med det samme, så vi ikke behøver at stille opfølgende spørgsmål. Det sparer tid i sagsbehandlingen.”
Som sagkyndig kan man få yderligere feedback efter behov. Sagkyndige får også feedback, hvis kontrakten fornyes.
Mere samarbejde – mindre ”øde ø”
Feedbacken er også med til at styrke samarbejdet mellem sagkyndige og styrelsens medarbejdere.
Som Dorthe Blirup Jensen, oversygeplejerske i Sundhedsfaglige og Sagkyndige (SOS), siger:
”Mange sagkyndige føler, særligt i starten, at de befinder sig lidt på en øde ø. Her hjælper det, at høre fra os og at få en tilbagemelding på deres indsats. De vil gerne have at vide, om de gør det rigtigt, og om der er behov for, at der er noget, de skal gøre anderledes.”
Hun fortæller, at styrelsen får mange positive tilbagemeldinger på feedback-initiativet:
”De sagkyndige giver udtryk for, at det er rart at høre fra os, og at tilbagemeldingen gør en forskel i arbejdet som sagkyndig, fordi den er grundig, konkret og konstruktiv. Det viser os, at den systematiserede feedback gør en forskel og er et nyttigt værktøj for både styrelsen og for de sagkyndige,” afslutter Dorthe.
Kontakt
Du kan som sagkyndig altid kontakte os for feedback eller sparring:
- Skriv til på: sos_raad@STPK.dk
- Der er også hjælp at hente på vores nye hjemmeside.